Sandra Burri Gram Hansen er en af de undervisere, hvis timer man som studerende går fra med et smil på læberne siger de studerende, der har peget på Sandra Burri Gram Hansen som årets underviser. Når hun underviser, er det tydeligt, at hun gør det med et stort personligt engagement samt interesse for hendes felt og andres læring. I undervisningen i Persuasive design benytter Sandra Burri Gram Hansen virkelighedsnære eksempler og genkendelige situationer til at forklare de mest komplekse fagtermer. Hun gør undervisningen uforglemmelig på den måde, at man som studerende ikke kan lade være med at tænke på Persuasive design, så snart man træder ind i en Ikea-forretning eller ser et Garmin ur.
Som vejleder gør hun et exceptionelt job, idet hun altid skaber en nysgerrighed. Sandra Burri Gram Hansen er ikke blot imødekommende og humoristisk, hun har også en utrolig stor faglig og praktisk viden, man som studerende altid kan trække på.